Glæden ved gensyn

Har netop gennemgået 48 meget intense timer i fædrelandet. Og hvor er det dog skønt at være hjemme igen. Surprisede min søster, som fylder 20 idag. Hun blev glad. Byen lignede sig selv. Dog med undtagelse af nyt sted. Og alle andre havde søreme fået samme ide. Kolonihaven bliver formentlig ikke der, jeg tropper op igen. Jeg besluttede mig derfor, at jeg måtte tilbage til min base.

Dagen efter stod den på frokost med mine veninder fra gymnasiet. Vi havde skiftet caféen Kapers ud med bedre betjening, bedre mad og mulighed for at drikke rosé inden kl. 15. Madklubben var svaret, selvom vi alle var mere i stødet til at sidde på Østerbrogade med hævede stemmer, latte og outdoorcanning under de usle røde fleecetæpper. Efter diverse gæster også var blevet indviet i forskellige liv, besluttede vi at festen skulle fortsætte i Nordværst.

Mine søde veninder har fået en ret fantastisk lejlighed, som vi måtte hjem og hænge i. Kaffe, overskud og makeup blev indtaget, påtaget og lagt for at skrabe ikke eksisterende energi sammen til kollegiefest senere på aftenen. Ankom til syvende sal i silende regnvejr, med sved på overlæben efter ikke at have benyttet elevatoren. Havde medbragt selvblandingskit, så vi ikke nassede for meget på den frie bar. Og vi blev også lynhurtigt informeret om, at vi ikke skulle komme for godt igang, for vi var ikke inviteret. Men hvad satan. Man kan ikke vinde hver gang, og man kan i særdeleshed have en fest, også selvom man gatecrasher syvende sals kollegiefester.

Jeg selv undskyldte flere gange overfor fyr, som jeg sidste gang så i en af de større tåger, og vist lagde ret så voldsomt an på. Han havde ingen videre problemer med sidste møde, men blikket flakkede lidt, da jeg informerede om, at jeg altså havde planer om at gøre det igen. Sådan er det jo. Var i symbiose og kontrol med mig selv til lige at give diverse venner et kald ved sekstiden, bare for at høre hvordan det gik. Følte mig som 14 igen, men kunne ikke helt tage mig af det. Også selvom Natascha skrev at jeg havde fået forkert nummer, og hun altså ikke havde været i byen igår.

Igår var sød sød familie så til fødselsdag. Min søster og jeg var som sædvanligt lige så ristede som vi plejer, men da min eneste opgave var at kreere det, vi kalder hvid smat, var projektet ret så overkommeligt. Kl. 20 stressede jeg min kære kusine så meget, at jeg glemte vejen tre gange på vej til lufthavnen. Jeg kan ikke helt forstå det med at have checket ind på forhånd, men jeg gik direkte i gennem express security som anden jetsetter og hastede derefter ud i fuckfingeren af Kastrup og nåede lige akkurat skod easyjet 30 minutter før afgang. Sov 40 minutter tilbage til Berlin, formentlig med åben mund og savlegaranti. Kom i hvert fald hjem, og idag må jeg ærligt indrømme, at jeg er en smule udfestet.

Danmark, jeg elsker dig.