Var i denne weekend på kort jetset tur til London. 40 timer var planlagt til at hygge med en veninde som bor i den engelske hovedstad. Ankom efter at have bandet prisen på togbilletten langt væk. Og blev mere og mere klar over, at jeg ikke ville slippe billigt fra oplevelsen. Har desværre tilegnet mig et ret så nærigt gen efter at være flyttet til Berlin. Der koster det nemlig knap 30 kr. for en tog billet fra lufthavnen og hjem til kollektivet, og det kan jeg stadig synes, er dyrt.

Afsted til en af Londons bedste adresser og gensyns glæde for alle 20 pund. Vi indtog et late night italiensk feast med tiltrængt hvidvin og tog derefter hjem for lige at sætte en enkelt gin og tonic til livs. Dog var der ikke tid til lange livshistorier og tipsy følelsessnakke, da London åbenbart er gladere ved kold før 12 konceptet. Ud for at teste det engelske natteliv med mine to guldklumber og blev egentlig ikke synderligt oprevet, da vi fik den første afvisning til hotspot klub med en fin påmindelse: “This is a fancy club and you are wearing trainers”. Og alt dette skete midt imellem startcastet til Jeordie Shore.

En promoter så dog hurtigt sit snit til at lokke tre afviste piger med gratis drinks og en klub med en lukketid omkring kl. 4, så vi var solgt på ingen tid. Arriverede til spændende klub med musik jeg kunne relatere til og gin og tonic til en normal dansk timeløn. Pigerne på vores egen alder var helst klædt i noget Spice Girls i sin tid havde antaget som livsfarligt og for lidt tøj til at Miley Cirus overhovedet kunne følge med. Og man spurgte lidt sig selv, om det var smart at lade jakken ligge derhjemme, og svarede derefter selv på spørgsmålet om at de nok ville blive klogere når alle former for betændelse ville melde deres ankomst.

Lørdag morgen spiste vi fashionable morgenmad med hvidchokolade nutella ad libitum. Det var ligesom meget rart, at vide at så fantastiske ting faktisk findes på jorden. Min veninde måtte afprøve den lokale negledame, og gik straight efter looket fake, fransk og firkantet. Min anden veninde og jeg delte en faxekondi foran den skandinaviske butik i mens 3F looket blev udformet i en ren acetonegift på den anden side af gaden. Alle var på sin vis lykkelige, og også da vi blandede slik foran Tate Modern og derefter berigede os selv med moderne kunst.

Senere begav vi os ud med de højere lag og tog på burgers’n’lobster. Et skønt og eftertragtet koncept med omkring tre retter på menuen. Som navnet så fint indikerede, kunne man altså vælge imellem hummer eller burger og det var ikke det sværeste valg. En såkaldt lobsterroll blev både nydt og fortæret og efterfølgende gav vi os igen i kast med det londonske natteliv. Denne gang nogle mere low key barer også med helt almindelig mennesker i trainers. Det meget mærkelige ved London er, at folk er stang barcardi og i hegnet omkring kl. 23. Det er ligesom der, vi andre starter med at drikke. Men her lukker festen altså omkring kl 3, så det er bare noget om at skynde sig, og det er jeg ikke så vandt til, når man altid sidder på basen til sidste udskænkning og lyset der bliver tændt.

Søndag stod den på daglang regn og shopping for alle de penge vi ikke havde. Gjorde storslået entre i Nike og følte vi var med i en musik video. Til gengæld kom der nogle meget seje sko ud af det. Min venindes hjerte stoppede aldrig med at banke, da vi indtog Primark og købeoplevelsen ville ingen ende tage. Omkring kl. 16 drog jeg i lufthavnen uvidende om hvilke timer jeg ville gennemgå. Alt gik galt og for anden gang i mit liv ringede jeg grædende til min mor og havde misset mit fly. Besluttede mig ellers for sidste gang det skete, at det ikke ville ske igen! Det resulterede derfor i at 200 kroners billet til lufthavnen var spildt og jeg forlængede opholdet med 12 timer, ny flybillet og sleepover på min venindes ret fantastiske sofa.

Derfor stod min veninde med 3F looket og jeg op kl. 3.15 igår morges og nåede heldigvis vores respektive fly til hhv. København og Berlin. Vi var begge enige om, at vi formentlig havde haft vores dyreste weekend nogensinde, men der var til gengæld ingen tvivl om, at den havde været fuldstændig fantastisk.

Først og fremmest at det røde garn nu er en helt ny farve. En nøddebrun erstatning, Brasil, sidder nu på århusiansk marketingsstuderendes hoved, og giver helt nyt liv.

At tage i Tierpark. En forvokset zoo uden for Berlin med så langt mellem dyrene, at man næsten skulle tro, man gik til verdens ende for at se et mågebur. Og et æsel med en ret så voldsom penis, og en lille pige på fire lige i øjenhøjden, helt hypnotiseret, pege og råbe noget ingen i hvert fald var i tvivl om betød tissemand.

“But first, let me take a selfie”. En sang jeg aldrig har kunnet synge med på eller rigtig kunnet relatere til, men som pludselig fik helt ny betydning. Halloween bliver i dette land fejret så heftigt, at man skulle tro, folk levede for det. Og derfor er selfies med døde brude, draculaer eller andre særlige væsner et vigtigt element den 31. oktober.

Igen at gribe dagen og ikke mindst timerne før 12. At nå i to parker med overskud og drikke øl i solskin. At tage et solskins selfie og spise russerbrunch som både består af udefinerbare specialiteter og tiramisu, som smager godt.

White Trash Fast Food, som stadig er hipt. Og nu nyt. Og under alle omstændigheder serverer gedeburger og spiller høj musik. Og at øl vist kun er anset at købe på kande.

At lave en Ritt. I det at smække halstørklæde kækt over den ene skulder, imens man føler sig moderigtig. Trist at det desværre også kan gøres forkert, og man kan ligne en midaldrene og lidt afdanket eksoverborgmester.

Jokes. At sidde i bussen og blive helt enige om, at det er fuldstændig som at være på kanalrundfart.
– bare noget helt helt andet.
Og bagefter grine så højlydt af egen dårlige joke, at folk er på nippet til at ringe 112.

For det gør jeg. Der har været meget stille i en meget lang måned. Jeg startede med halvanden uges ferie og kom derefter tilbage til Berlin. Er blevet ejer af en Mac, og regnede med jeg smed et større beløb efter et nemmere liv. Kan i hvertfald nu fornøje mig med TV3 programmer som taberToshiba aldrig har kunnet afspille. Rart at vide at man nu ikke er bagud på dumhed og ‘for lækker til love’ fronten. Tror ikke jeg var den eneste, som var bekymret på mine egne vegne.

Har sagt mit job op i Berlin. Det var en tidlig julegave til mig selv. Og nej hvor er det dog en lettelse, at kunne se et svagt lys for enden af tunnelen. Det har været sjovt, men jeg er blevet mættet for nu. Derfor skal jeg slappe af og leve et fattigt liv på café i nogle måneder, inden jeg forhåbentlig skal hjem og læse mit yndlingsfag op på b-niveau. Matematik. For anden gang. Åh gud.

Og så skal jeg blogge. Rigtigt igang. Jeg har jo købt mig til nu at kunne trække et styks sølv computer op af tasken i stedet for 12 kilo støvet 17 tommer med kradset Alisklistermærke, der dækker tabermærket. Nu kan jeg være en af dem som overvejer latte på minimælk og går på café med min nye baby, alt imens jeg skriver lidt om mine frustrationer, over at det kun er semi caféerne som accepterer laptops. Og de smarte steder skal man være stående, idérig og kaffedrikkende på én gang, hvis man altså ønsker sine tanker digitalt nedskrevet, og det egner jeg mig i særdeleshed ikke til.