Løbe, løbe

Som før antydet er jeg jo desværre ikke den store sportsudøver. I perioder har jeg svedt tran i fitness og tænkt, at jeg endelig har fundet mit kald, men ligeså hurtigt som det er opstået, er interessen forsvundet igen.

Da jeg flyttede til Berlin i januar 2014 flyttede mine løbesko også med. Ideen var at de skulle bruges, men undskyldningerne hobede sig op, og de blev brugt en enkelt gang, i løbet af det forgangne år, af min kusine, hvis egne sko gnavede og hun derfor måtte ty til de hvide Nike med pink detaljer på en søndagstur i Mauerpark. 

Hver gang jeg er stødt på løbeskoene i mit skab eller under flytning, har det næret mig, at jeg ikke har brugt dem en eneste gang i dette land. Til gengæld har jeg bevidst ladet dem blive hjemme i Tyskland hver gang jeg har taget ting med til København og det samme med resten af mit ikkeeksisterende løbegear. Bare som en lille reminder til, at det altså stadig ikke er for sent at tage sig en lille lunter på de to ben, man nu engang er skabt med. 

Og så forleden tog jeg mig gevaldigt sammen. Den aller største sejr var jo i virkeligheden bare at komme ned på gaden og løbe rundt om blokken. Og jeg var heller ikke spor overrasket, da jeg efter 25 meter var ved at opgive, og fuldstændig violet i bærret, troede at jeg skulle dø i en alder af 21. 

Min veninde og jeg blev forleden enige om, at vi ikke er jordens største konkurrencemennesker. Dette konkludere vi over et spil mikado og fastslog i samme forbindelse også at karakterne i gymnasiet nok var blevet en del højere, hvis vi havde været lidt gladere for at konkurrere. Jeg konkurrerer ikke, hvis jeg kan blive fri, medmindre det er med mig selv og mine egne mål.

Derfor er jeg egentlig ret stolt over, at hver gang jeg nu løber, løber lidt længere end den forrige tur. Og hold kæft hvor er jeg ikke fan af sporten, men for satan hvor bliver man glad, når man endelig er i mål med en lidt længere distance eller en lidt bedre tid og puster og pruster foran egen opgang.

Kollerens køkken

Det er efterhånden noget, jeg har nævnt i mange sammenhænge. Jeg har et elske/hade forhold til stedet, men vi er klart blevet meget bedre venner siden jeg flyttede ind den 1. september. Jeg er blevet langt mere tryg og overbærende overfor de mørkegrønne omgivelser, som danner rammen om det man netop kalder et køkken. Nu kan jeg kigge rundt og elske detaljerne istedet for at være bange for, hvor jeg placerer mit korpus.

Mit første møde med kollerens køkken var som gæst. Jeg husker tydeligt, at jeg kiggede rundt og tænkte, ‘hvor er jeg glad for, at det ikke er mig der bor her’. Snavset service og madrester på alle overflader. Godt nok var der ikke meget køkkenbordsplads, men den der var, var så tilgengæld mokket til med ting der burde vaskes op. Man fik sådan en lyst til at tage en tørn og forære lejligheden noget overskud, nogen gummihandsker og en dunk ajax.

Så flyttede jeg ind og opgav ligeså stille håbet om at holde arealet rent i mere en 24 timer ad gangen, og det kun vist folk ikke var hjemme. Samtidig lykkedes det mig ikke at sætte mange måltider til livs i køkkenet. Faktisk slet ikke at have mad på matriklen. Og på den måde endte jeg med at spise ude hver dag og indtage dagens første to måltider på arbejdet, og det gik sådan set ret okay.

Nu bliver hver en euro vendt, og der bliver kokkereret en del flere måltider i det grønne område. Jeg har fået et langt bedre forhold til fællesarealet og føler mig rigtig godt tilpas derude. Det er bestemt ikke mig der gør mest rent længere, men det betyder heller ikke ret meget. Faktisk bestemmer man fuldstændig selv slagets gang i kollerens køkken. Skal der være rent, kan man jo bare gøre det.

IMG_1522 IMG_1493IMG_1496IMG_1500IMG_1517IMG_1520IMG_1527

Made it gennem Görlitzer

Jeg har før skrevet om, hvor min sejhed var forsvundet hen, da jeg gerne undgik dette grønne areal på alle tænkelige tidspunkter af døgnet. Så mange sælgeglade typer samlet på et sted, at man kan undre sig over, om de alle kan have den samme forretning. 

Selvom vejen gennem Görlitzer Park ville være den oplagte for mig i mange situationer, har jeg, når jeg har været alene, gerne vandret store buer udenom, for ikke at skulle konfronteres med, om jeg lige skulle have noget hyggetobak med på vejen. 

Forleden skulle jeg så samme vej igen, og det gik pludselig op for mig, at den lige rute gik gennem denne markedsplads. Jeg besluttede mig derfor for først at træffe beslutningen, da jeg var kommet lidt tættere, og før jeg helt var klar over det, stod jeg foran indgangen, kunne spotte fem desperate sælgertyper, mange børn på legepladsen med deres forældre, de fire geder der er indsat i indhegning, så det ikke ved første øjekast gennemskues hvad parken i virkeligheden bruges til, og så udgangen 50 meter fremme. 

Jeg tog derfor en lidt dybere indånding end normalt og begav mig ud på fjendens territorium i raskt trav. De fem desperate typer var dog ikke blege for lige at passe mig op og spørge om lidt fakta, så vi rigtigt kunne gå hen og blive venner. Kvitterede meget modent med et “no” og nåede igennem. Følelsen bagefter var slående. Det var sågar på min to-do liste over ting der skulle gennemføres, inden jeg tager hjem. Den er nu overstreget med en stor fed streg. Især fordi jeg gentog succesen allerede igen dagen efter.

Berghain, det bliver nok aldrig os to

Uden rigtig at kunne udtale mig, da jeg stadig ikke har haft oplevelsen, tror jeg desværre ikke at det bliver Berghain og mig i denne omgang. Alle siger, at denne klub skal opleves. Og jeg vil heller ikke afvise, at det sikkert kunne være sjovt, hvis man altså bare bliver lukket ind. Og er der noget jeg hader, så er det at blive afvist fra en klub. Jeg egner mig i særdeleshed ikke til det. Selvom langt de fleste mener, at første gang skal overstås, fordi man netop bliver afvist.

I starten af sidste år fik min veninde, en tuneser og min hollandske ven en idé i rygeren på Mein Haus. Klokken var seks og aftenen var ikke slut. Jeg levede i illusionen af at mit berlinerliv kun lige var startet, og det helst skulle være så vildt som muligt, så hvorfor ikke smutte forbi denne berygtede klub, blinke kækt til dørmanden, og bagefter blive lukket ind. Jeg tror, heldigvis, vi alle have forudset, hvad der ville komme til at ske.

Og da vi endelig nåede frem, var der ingen kø. Vi mødte nogle ligeså kiksede typer som os selv, som sagde, at vi godt kunne opgive håbet. Jeg ved ikke, hvad der gjorde udfaldet, om det var min vens voldsomt slikkede hår og teltlignende dunjakke, om det var min venindes New Castle look i fuld pels, falske negle og vipper, eller om det var mig som sakkede bag ud i høje hæle let svajende på de toppede brosten, imens jeg råbte til de andre, at de skulle sænke farten. I hvert fald spottede gorillaerne i døren på kilometers afstand, at vi vidst nok skulle finde os et andet sted af gå i byen.

Og siden da er jeg ikke troppet op foran lagerbygningen mellem Ostbahnhof og Warschauerstr. igen. Ikke fordi jeg ikke tror på, at det er vildt fedt, og der sikkert findes et utal af fantastiske fester på Berghain. Men snarere nok fordi jeg simpelthen ikke er smart nok.

Plus

***At min mor idag fylder 50, og jeg startede dagen ud med at sidde med ved morgenbordet. På skype altså. Og at det egentligt er meget rart at føle, at man bare helt vildt gerne ville være hjemme og fejre hende.

***At der åbenbart idag har været en vildt lækker dj og model, som skulle se på mit værelse. Lejligheden er for første gang i seks måneder fuldstændig blæst og alle drengene kunne vist samles op i en kop efterfølgende. Utroligt hvad der skal til, for at støvsugeren bliver svunget i 80/20 kollektivet.

***At jeg i denne weekend har mandet mig så meget op, og gået igennem Görlitzer Park hele to gange. Er meget meget stolt og føler mig samtidig ret fesen over, at det bare var det.

***At jeg har fundet min nye yndlingskategori af film på Netflix. Jeg har et eller andet ret seriøst for krigsfilm.

***At det imorgen er slut med at gå, fordi jeg køber mig et månedskort og kører ubahn træt de næste 30 dage. Til gengæld er det så helt helt slut med Kauflands toogenhalv euro is med karamel og pekannød.

 

Minus

***At jeg nu har ventet to uger på at se fjerde afsnit af Arvingerne. Og jeg så skal vente ydeligere en dag, så jeg kan se det med min roommate.

***At Netflix desværre snart løber tør for krigsfilm.

***At jeg forleden tog hele vejen til Spreepark, men var for stor en pussy til at hoppe over hegnet og udforske den forladte forlystelsespark. Det bliver en anden gang.

***At livet som arbejdsløs også er livet uden penge, og min liste over ting jeg gerne vil nå nok skal indskrænkes en del for at blive realistisk.

***At jeg desværre om ikke så forfærdelig længe, skal hjem til matematik på b-niveau og seks kvadratmeter hos min forældre. Lejlighed søges ihærdigt og det er ikke let.