Morgener er der nok af. Også de dårlige. Personligt er jeg elendig til at stå op. Snoozer gerne syv gange inden jeg kæmper mig ud af sengen med en eneste tanke om hvornår og hvordan, jeg kan komme hurtigst muligt tilbage. I de tidlige teenageår og op gennem gymnasiet skippede jeg altid morgenmaden, fordi jeg hellere ville sove længe, og selvom jeg altid har boet 10 minutter fra mine skoler, var jeg altid den der med let perlende sved på overlæben, listede ind i klasselokalet med bøjet hoved og et ”undskyld jeg kommer forsent .. igen”.  Så fik jeg fultidsjob, stadig 10 minutter fra eget hjem og kom ikke forsent, men lad os sige, lige på grænsen. Dog nåede jeg nu morgenmaden. Ikke fordi jeg var den helt store fan, men fordi jeg efterhånden var klar over, at jeg ikke var typen som kunne holde ud at være sulten. (Og fordi jeg altid kværnede en hel masse usundt, når sulten meldte sig på banen, for så var man jo nærmest døden nær).

Da jeg så fik et nyt fuldtidsjob i denne her by, blev jeg helt vildt god til at stå op. Oven i købet to timer før jeg skulle møde, så jeg både kunne nå at spartle ansigtet op med krigsmaling, spise morgenmad og dertil de ca. 45 minutter på transport. Og det var søreme rart. Lange morgener med rigtig morgenmad og overskud ikke mindst. Sådan var det i starten. Indtil jeg fandt ud af, at jeg nok godt lige kunne sove lidt længere og bare tage en banan to go.

En dag fik min roomie og jeg en tanke om at spise morgenmad sammen, selvom jeg skulle møde kl. 8 den morgen. Vækkeuret ringede kl. 6 og alt overskud der overhovedet var at samle, blev samlet, og sammen drog vi til et lille bageri oven i købet med solstråle og drak skodkaffe og spiste semi croissanter klokken puha om morgenen. Det var rent overskud. Fuglene sang og dokumentationen på instagram behøvede knap nok et filter, for at vise glæden ved denne morgen. Filteret blev formentlig taget i brug alligevel, så der på intet tidpunkt ville herske nogen tvivl om, at idyllen ingen ende ville tage.

Imorges var så vores sidste hverdagsmorgen sammen i lejligheden på Linienstrasse 100. Jeg spurgte igår, om roomie ville holde overskudsmorgen. Det ville hun heldigvis gerne, og denne gang skulle jeg først møde til direktørtid kl. 10, så vi ikke behøvede at nøjes med usle bagerier. Derfor startede dagen idag i aller bedste stil hos Zeit Für Brot, hvor vi sammen med resten af Berlins morgenglade mennensker stod i kø for derefter at sidde og nyde vores latte og the med en käse frühstück. Vi er jo i virkeligheden nogle rimelig hardcore ostepiger.

Normalt og altid hader jeg jo i grunden overskudmennesker. Eller misunder dem nok mere, men vil ikke indrømme det, og hader dem derfor, fordi det er nemmere. Folk som lige står tidligt op, løber lang tur eller tager til spinning for efterfølgende at tage hjem og lave sund smoothie med hørfrø og særlige olier, imens de nipper til en plain kop the uden mælk, (laktose er farligt) og spiser glutenfrit brød eller muesli i helt særlige afstøbninger for at undgå farligt indhold. Men på den anden side, kan jeg godt forstå dem. For man får en fandens masse overskud af at gribe dagen tidligt og være god ved sig selv.

Jeg bliver nok aldrig glad for at løbe. Eller droppe laktose. Og dertil kan jeg altså ikke leve uden gluten. Men heldigvis findes der mange andre måder at få overskud på. Imorges tog det 10 minutter på cykel, for både at opnå kvalitetstid med min roomie og indtage noget af et feast. I min verden er morgner undervurderede. Jeg gør ikke særlig meget ud af dem, men når det så endelig sker, er det fantastisk hvilket overskud man påtager sig til resten af dagen.

Rigtig glædelig fredag!

Dejligt spørgsmål, man kan stille sig selv. Især når man som jeg, har tidligt fri – altså kl. 17, og derfor har mange dejlige timer at gribe inden det igen er sengetid. Og ja, hvad mon jeg så skal foretage mig. Listen er lang over ønskede aktiviteter, og jeg kunne da finde på 1000 ting jeg hellere ville, end det jeg rent faktisk skal bruge min torsdag eftermiddag på. Berliner livet er på mange tænkelige måder rigtig rart og i omtrent alle forbindelser også ligeså besværgeligt.

Da jeg var barn, troede jeg at møntvask kun var noget der lå for enden af Samsøgade på Østerbro og så virkelig usselt ud. Dertil havde jeg på fornemmelsen, at der ikke var nogen rigtige mennesker, som stadig benyttede sig af den slags. Jeg husker en enkelt gang på sommerferie på Samsø, at min mor hastede afsted til møntvaskeri, formentlig i et tilfælde af lus eller nogen som havde tisset i sengen. Det var så langt som min horisont strakte sig til offentlige vaskerier.

Og så var det jeg flyttede til Berlin, og efterhånden har levet otte måneder uden en vaskemaskine inden for nær rækkevidde.  Min første oplevelse med vaskeri var en kold dag i januar, hvor jeg pænt havde googlet adressen på et wäscherei. Vi asede med 14 gæsters brugte sengetøj, da det jo lå liiiiige rundt om hjørnet. Desværre var jeg ikke helt så ferm til tysk, så jeg gik da stærkt ud fra, at wäcsherei måtte være noget så simpelt som et vaskeri. Og efter megen møje og besvær fik vi kæmpet os frem til det som viste sig at være et renseri. Og ligefrem få renset sengtøj var nok alligevel lidt for flot. Min daværende roomie kiggede på mig, og var bestemt mere træt af livet end gennemsnittet. Det tog heller ikke meget overbevisning at overtale hinanden til nu at tage en taxa til den givne adresse. Og pludselig tog projektet fart og vi ankom i bedste 2900 stil, man må ikke glemme sine rødder, (det sagde jeg ikke) til vaskeriet i taxa. Jeg husker det som om, at der simpelhen ikke var anden udve,j og tøjet skulle jo vaskes, da der var linet op til 14 nye gæster den følgende weekend.

Vaskeri i to etager og op på første sal og fylde det  hele. Pludselig synes jeg at snavset undertøj og sokker kom meget tæt på flere fremmede mennesker, som måske ikke lige havde ønsket sig det på sådan en høj hellig torsdag eftermiddag. Så skulle de nok være gået et andet sted hen. Jeg var overrasket over hvor lang tid processen tog. Prøvede at fordybe mig i Fifty Shades imens jeg både skulle holde øje med vaskemaskiner, dømmende blikke og ikke mindst forholde mig til alt det sex hovedpersonen fik i min bog. Efter et par timers multitasking var vi omsider ved vejs ende, og gudskelov var min roomie ligeså hooket som jeg på taxaidéen på tilbagevejen også.

Selvom jeg altid har lært, at det ikke kan betale sig at udregne sine underskudsforretninger, så skal der vist ikke den store matematikerhjerne til at kunne se, at dette helt klart var en af dem. Vi besluttede derefter at det desværre var slut med at lege richkids når, der skulle vaskes tøj. Også selvom det kunne have været langt sjovere, og lidt over grænsen, at poppe pagne hver anden torsdag på vaskeriet ved Görlitzer Bahnhof, ankomme med stil og forvente en rød løber i tide og utide.

Det var mit første møde med offentlige vaskerier. I weekenden flytter jeg i en ny lejlighed MED vaskemaskine. Så er det slut med at afsætte torsdag eftermiddag til den slags, om ikke andet, nødvendige pjat.

Var som så ofte før set, beruset i særklasse, forleden lørdag. Til opvarmning hos min veninde, og videre ud i nattelivet iført sort i sort og skulderpuder op til ørene. En tredje del slavevodka, en tredjedel danskvand og en trejdedel hyldblomstsaft. Dertil designer sugerør i papir fra en fancy hjemmeside som min veninde dækker. Og flotte ser de ud. Det må jeg give dem, men vådt papir i munden og efterfølgende smagen af en hyldedrik, der efter fire måneder og adskillige forskellige temperaturforhold desværre er gået hen og blevet en smule vammel.

Bølgerne gik højt og pludselig var vi blevet inviteret til privatfest hos en fyr, som både ville betale taxa og diske op med 15 fyre, som bare havde ventet på os hele deres liv. Fire piger hoppede derfor forventningsfulde og meget højtrøstede ind i en taxa og satte kursen mod destinationen. Jeg har kun mødt fyren, som inviterede, en enkelt gang før, foran mit yndlings dönersted i de tidlige morgentimer engang i foråret. Der var han iført et klistermærke på brystet med teksten ’chicken’, og ellers ved jeg faktisk ikke rigtig mere. Men er det nu heller  ikke så vigtigt. Her var jo både betalt taxa, og virkelig lagt i kakkelovnen til noget af en fest.. Troede vi.

På en rimelig stilfærdig gade i et regnfuldt Neukölln steg vi ud af taxaen og Chicken betalte vel, for taxamanden kørte i hvert fald sin vej uden videre drama. Nogen stod ude på gaden og snakkede, og her mødte jeg to damer fra Irland. Jeg husker desværre ikke rigtig, hvordan vi sådan blev bff’s alle tre på under otte minutter, men ingen tvivl om at jeg havde den største fest af os alle. Resten af aftenen står lidt sløret. I hvert fald var der ingen privatfest, eller 15 drenge der stod i kø for at opvarte. Nej, mere en bar med røg, billiard og fadøl. Ikke at jeg ikke er til den slags, for det er jeg helt bestemt og mere af det. Men for nogen andre i selskabet var skuffelsen tydeligere at spotte i ansigtstrækkene.

Jeg endte i hvert fald igen igen med at have en fest alene. Min veninde var optaget andet steds, og resten der for længst havde fået armene ned over denne vilde aften, var vist taget hjem. Besøgte formentlig mit yndlings dönersted på vejen hjem, for vågnede med en velkendt hvidløgs ånde, som jeg kun kunne formode var kommet igennem min evige tendens til at råbe ’extra extra knoblauch’ af alle dönermænd. Hertil var gulvet i min venindes flotte designer lejlighed overdækket af tørt kød, som nok uheldigvis var røget ned over mig selv og videre ned på gulvet i et forsøg på at sætte natmaden til livs. Mine bukser var da i hvert fald svært medtaget af dönerdressing.

Min veninde og jeg kiggede på hinanden, som vi har gjort før. Begge med tømmermandshjernerne på højtryk for at være den første til at fortælle den anden på hvilken bar, vi begge havde valgt at efterlade vores hukommelse. Jeg tørrede pænt mine dönerrester sammen og smed dem i skraldespanden. Herefter valgte jeg en glemt klassiker på Netflix, Freaky Friday, og så skulle der ikke mange til at se, at den søndag ligesom var gået.

Og her kan man så give sig til at spekulere på hvor meget tid, man i grunden bruger på at have tømmermænd, ligge på langs og se mange ligegyldige ting på sin computer. Nogen, heriblandt mine forældre, mener  jeg kun bliver dummere. Og de har nok ret. Desværre er jeg bare i en tidlig alder blevet klar over, at en bytur ikke længere kun tager en aften, men også en hel dag, at komme sig over, så man i virkeligheden bruger 24 timer på at gå i byen. Om ikke andet, kan man vel altid berolige sig med, at man vel for søren da ikke er den eneste. Og allerede her er svaret jo nej, for din veninde som har det ligeså dårligt ligger nemlig ved siden af. Og så bliver man lidt lettet igen.

Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg får grejet en blog til at blive noget, jeg selv ville gide at læse. For mig skal en blog, som jeg i virkeligheden gider at bruge min tid på, handle om små og store ting i hverdagen, ting man kan relatere til, grine over eller med, om ikke andet, ting man kan genkende i eget sit liv. Og ligegyldig hvordan jeg vender og drejer det, har jeg på fornemmelsen, at jeg vil blive akavet over det jeg skriver i mit første oplæg her. Derfor har jeg tænkt meget over det, og er langt om længe blevet enig med mig selv i, at jeg ligeså godt kan starte med at fortælle, at det jeg frygter, nok aller mest er, ”den første gang”.

Jeg er 21 år, for tiden i job, men i virkeligheden evig sabbatårsholder og bosiddende i Berlin. Jeg kan godt lide at skrive, og gør det både med og uden henblik på, at nogen skal læse det. Jeg elsker at underholde og snakke. Også gerne om mig selv. Dertil prøver jeg at gøre en kunst i, at selv de mindste ting kan blive sjove og sjovere. Det er som udgangspunkt også det, I skal opleve her.

Jeg har stilt mig selv en del spørgsmål i forbindelse med denne første udgivelse på en blog, som jeg nu skal til at passe. Spørgsmålene har som nok mere eller mindre været en række forhindringer til ikke at komme igang. Og så forleden dag, kom mit orakel, i daglige forbindelser og på papiret, min kusine, og sagde, at nu var det nok. Jeg skulle stoppe med dårlige undskyldninger og bare skrive, for det var det, jeg i virkeligheden godt kunne lide.

Så rigtig hjertelig velkommen til min første gang, som blogger, jeg håber, at I vil synes, det er ligeså sjovt som jeg gør, for det her gør i hvert fald mig glad.

Kærligst

Nicoline