Der var en lørdag aften

Var som så ofte før set, beruset i særklasse, forleden lørdag. Til opvarmning hos min veninde, og videre ud i nattelivet iført sort i sort og skulderpuder op til ørene. En tredje del slavevodka, en tredjedel danskvand og en trejdedel hyldblomstsaft. Dertil designer sugerør i papir fra en fancy hjemmeside som min veninde dækker. Og flotte ser de ud. Det må jeg give dem, men vådt papir i munden og efterfølgende smagen af en hyldedrik, der efter fire måneder og adskillige forskellige temperaturforhold desværre er gået hen og blevet en smule vammel.

Bølgerne gik højt og pludselig var vi blevet inviteret til privatfest hos en fyr, som både ville betale taxa og diske op med 15 fyre, som bare havde ventet på os hele deres liv. Fire piger hoppede derfor forventningsfulde og meget højtrøstede ind i en taxa og satte kursen mod destinationen. Jeg har kun mødt fyren, som inviterede, en enkelt gang før, foran mit yndlings dönersted i de tidlige morgentimer engang i foråret. Der var han iført et klistermærke på brystet med teksten ’chicken’, og ellers ved jeg faktisk ikke rigtig mere. Men er det nu heller  ikke så vigtigt. Her var jo både betalt taxa, og virkelig lagt i kakkelovnen til noget af en fest.. Troede vi.

På en rimelig stilfærdig gade i et regnfuldt Neukölln steg vi ud af taxaen og Chicken betalte vel, for taxamanden kørte i hvert fald sin vej uden videre drama. Nogen stod ude på gaden og snakkede, og her mødte jeg to damer fra Irland. Jeg husker desværre ikke rigtig, hvordan vi sådan blev bff’s alle tre på under otte minutter, men ingen tvivl om at jeg havde den største fest af os alle. Resten af aftenen står lidt sløret. I hvert fald var der ingen privatfest, eller 15 drenge der stod i kø for at opvarte. Nej, mere en bar med røg, billiard og fadøl. Ikke at jeg ikke er til den slags, for det er jeg helt bestemt og mere af det. Men for nogen andre i selskabet var skuffelsen tydeligere at spotte i ansigtstrækkene.

Jeg endte i hvert fald igen igen med at have en fest alene. Min veninde var optaget andet steds, og resten der for længst havde fået armene ned over denne vilde aften, var vist taget hjem. Besøgte formentlig mit yndlings dönersted på vejen hjem, for vågnede med en velkendt hvidløgs ånde, som jeg kun kunne formode var kommet igennem min evige tendens til at råbe ’extra extra knoblauch’ af alle dönermænd. Hertil var gulvet i min venindes flotte designer lejlighed overdækket af tørt kød, som nok uheldigvis var røget ned over mig selv og videre ned på gulvet i et forsøg på at sætte natmaden til livs. Mine bukser var da i hvert fald svært medtaget af dönerdressing.

Min veninde og jeg kiggede på hinanden, som vi har gjort før. Begge med tømmermandshjernerne på højtryk for at være den første til at fortælle den anden på hvilken bar, vi begge havde valgt at efterlade vores hukommelse. Jeg tørrede pænt mine dönerrester sammen og smed dem i skraldespanden. Herefter valgte jeg en glemt klassiker på Netflix, Freaky Friday, og så skulle der ikke mange til at se, at den søndag ligesom var gået.

Og her kan man så give sig til at spekulere på hvor meget tid, man i grunden bruger på at have tømmermænd, ligge på langs og se mange ligegyldige ting på sin computer. Nogen, heriblandt mine forældre, mener  jeg kun bliver dummere. Og de har nok ret. Desværre er jeg bare i en tidlig alder blevet klar over, at en bytur ikke længere kun tager en aften, men også en hel dag, at komme sig over, så man i virkeligheden bruger 24 timer på at gå i byen. Om ikke andet, kan man vel altid berolige sig med, at man vel for søren da ikke er den eneste. Og allerede her er svaret jo nej, for din veninde som har det ligeså dårligt ligger nemlig ved siden af. Og så bliver man lidt lettet igen.