B for Blog-, bil-, boligejer og Berlin, selvfølgelig

På præcis en uge, den forgangne, har mit berlinerliv taget noget af en drejning. På ret så mange områder er denne by langt bagud. Supermarkeder er ikke interesseret i at tjene penge om søndagen, det tager i snit fire og en halv time at registrere sig på bürgeramt og en taxamand aner ikke hvad et Visakort er, og ville ikke vide hvad han skulle stille op med sådan en plastik dingenot. Til gengæld er Berlin foran på området delebiler. Og ret så langt foran. For 39 glade cent i minuttet, kan du nemlig lege karlsmart ud af soltaget i enten en BMW eller en Mini Cooper. Personligt har jeg altid drømt om en Mini Cooper, og nu har jeg så muligheden for at lege, at det er min egen, i de 12 minutter jeg har råd til at køre i den. Og dertil kan alle og enhver se, at jeg er en af dem, som så mange andre, der kun har råd til en øse på minutbasis.

For første gang benyttede jeg muligheden for kækt at springe ind på førersædet af en Mini Cooper. Og kæk var nok, det sidste jeg var. Pisse bange og enormt frustreret over tæt parallel parkering og automatgear rystede mine hænder på rattet hele vejen fra Mitte til Neukölln. Min veninde hjalp med at læsse bilen, da jeg i denne weekend flyttede til ny tilværelse i kollektiv i Neukölln. Og så er det jo smart, at man ikke behøver at tage ubahn 30 minutter den ene vej og 30 minutter den anden vej. I hvert fald rigtig rart når man som jeg, havde pakket i bedste familien fra bryggen stil i otte ikea poser og dertil 14 net og 23 plastik poser. Frem kom vi i hvert fald med en gennemsnits fart på 33 og en halv kilometer i timen, det skulle jo nødigt gå for stærkt.

Min nye bolig er et ægte kollektiv. Dog uden bollerum og mandagsmøder, i hvert fald lidt endnu. Men vi bor fem mennesker sammen. Den tidligere lejer havde vist lige glemt at gøre rent og svinge den støvsuger, som kolleren ikke besidder. Om ikke andet var der i hvert fald jævnt mange tomme og fulde ølflasker, med og uden mug, i tøjskabet. Så kunne de jo ikke ses med det blotte øje. Det var lidt som at rydde op efter en fest, man ikke var inviteret til. Og de 3 euro og 42 cent jeg fik ud af den lille tur i pantautomaten var desværre heller ikke med til at jeg syntes, jeg havde vundet i det helt store lotteri. Hertil var gulvet overfyldt af éncents mønter og hvad endnu bedre var, tånegle. Jeg vil ikke kalde mig selv sart. Måske med mit sengetøj og sådan. Men nu ved jeg, at jeg i særdeleshed også er rigtig sart overfor andres tånegle.

Efter en overfladisk rengøring på seks timer af mit nye værelse, er der nu blevet nogenlunde pænt. Og efter både at have flyttet mine egne og min roomies ting, er alt mit overskud forduftet og mine arme blevet to meter længere. Min veninde kom derfor forbi med alt det overskud, jeg ikke havde, og lagde alt mit tøj i skabet. Selv tog jeg i IKEA og købte bordplade, efter at have været uden spisebord i fem måneder, var jeg begyndt at drømme om rigtige middage ved spiseborde. To meter bordplade er derfor nu installeret og jeg er lykkelig.

Til både bolig- og billivet har jeg jo nu også denne blog. Det er ret fantastisk, for den har virkelig gjort mig glad den sidste uge. Derfor tænker jeg, at vi lige snupper endnu en uge. Tak fordi I læser med. Jeg håber, I vil blive hængende.