Som før antydet er jeg jo desværre ikke den store sportsudøver. I perioder har jeg svedt tran i fitness og tænkt, at jeg endelig har fundet mit kald, men ligeså hurtigt som det er opstået, er interessen forsvundet igen.

Da jeg flyttede til Berlin i januar 2014 flyttede mine løbesko også med. Ideen var at de skulle bruges, men undskyldningerne hobede sig op, og de blev brugt en enkelt gang, i løbet af det forgangne år, af min kusine, hvis egne sko gnavede og hun derfor måtte ty til de hvide Nike med pink detaljer på en søndagstur i Mauerpark. 

Hver gang jeg er stødt på løbeskoene i mit skab eller under flytning, har det næret mig, at jeg ikke har brugt dem en eneste gang i dette land. Til gengæld har jeg bevidst ladet dem blive hjemme i Tyskland hver gang jeg har taget ting med til København og det samme med resten af mit ikkeeksisterende løbegear. Bare som en lille reminder til, at det altså stadig ikke er for sent at tage sig en lille lunter på de to ben, man nu engang er skabt med. 

Og så forleden tog jeg mig gevaldigt sammen. Den aller største sejr var jo i virkeligheden bare at komme ned på gaden og løbe rundt om blokken. Og jeg var heller ikke spor overrasket, da jeg efter 25 meter var ved at opgive, og fuldstændig violet i bærret, troede at jeg skulle dø i en alder af 21. 

Min veninde og jeg blev forleden enige om, at vi ikke er jordens største konkurrencemennesker. Dette konkludere vi over et spil mikado og fastslog i samme forbindelse også at karakterne i gymnasiet nok var blevet en del højere, hvis vi havde været lidt gladere for at konkurrere. Jeg konkurrerer ikke, hvis jeg kan blive fri, medmindre det er med mig selv og mine egne mål.

Derfor er jeg egentlig ret stolt over, at hver gang jeg nu løber, løber lidt længere end den forrige tur. Og hold kæft hvor er jeg ikke fan af sporten, men for satan hvor bliver man glad, når man endelig er i mål med en lidt længere distance eller en lidt bedre tid og puster og pruster foran egen opgang.

Det er efterhånden noget, jeg har nævnt i mange sammenhænge. Jeg har et elske/hade forhold til stedet, men vi er klart blevet meget bedre venner siden jeg flyttede ind den 1. september. Jeg er blevet langt mere tryg og overbærende overfor de mørkegrønne omgivelser, som danner rammen om det man netop kalder et køkken. Nu kan jeg kigge rundt og elske detaljerne istedet for at være bange for, hvor jeg placerer mit korpus.

Mit første møde med kollerens køkken var som gæst. Jeg husker tydeligt, at jeg kiggede rundt og tænkte, ‘hvor er jeg glad for, at det ikke er mig der bor her’. Snavset service og madrester på alle overflader. Godt nok var der ikke meget køkkenbordsplads, men den der var, var så tilgengæld mokket til med ting der burde vaskes op. Man fik sådan en lyst til at tage en tørn og forære lejligheden noget overskud, nogen gummihandsker og en dunk ajax.

Så flyttede jeg ind og opgav ligeså stille håbet om at holde arealet rent i mere en 24 timer ad gangen, og det kun vist folk ikke var hjemme. Samtidig lykkedes det mig ikke at sætte mange måltider til livs i køkkenet. Faktisk slet ikke at have mad på matriklen. Og på den måde endte jeg med at spise ude hver dag og indtage dagens første to måltider på arbejdet, og det gik sådan set ret okay.

Nu bliver hver en euro vendt, og der bliver kokkereret en del flere måltider i det grønne område. Jeg har fået et langt bedre forhold til fællesarealet og føler mig rigtig godt tilpas derude. Det er bestemt ikke mig der gør mest rent længere, men det betyder heller ikke ret meget. Faktisk bestemmer man fuldstændig selv slagets gang i kollerens køkken. Skal der være rent, kan man jo bare gøre det.