Jeg har før skrevet om, hvor min sejhed var forsvundet hen, da jeg gerne undgik dette grønne areal på alle tænkelige tidspunkter af døgnet. Så mange sælgeglade typer samlet på et sted, at man kan undre sig over, om de alle kan have den samme forretning. 

Selvom vejen gennem Görlitzer Park ville være den oplagte for mig i mange situationer, har jeg, når jeg har været alene, gerne vandret store buer udenom, for ikke at skulle konfronteres med, om jeg lige skulle have noget hyggetobak med på vejen. 

Forleden skulle jeg så samme vej igen, og det gik pludselig op for mig, at den lige rute gik gennem denne markedsplads. Jeg besluttede mig derfor for først at træffe beslutningen, da jeg var kommet lidt tættere, og før jeg helt var klar over det, stod jeg foran indgangen, kunne spotte fem desperate sælgertyper, mange børn på legepladsen med deres forældre, de fire geder der er indsat i indhegning, så det ikke ved første øjekast gennemskues hvad parken i virkeligheden bruges til, og så udgangen 50 meter fremme. 

Jeg tog derfor en lidt dybere indånding end normalt og begav mig ud på fjendens territorium i raskt trav. De fem desperate typer var dog ikke blege for lige at passe mig op og spørge om lidt fakta, så vi rigtigt kunne gå hen og blive venner. Kvitterede meget modent med et “no” og nåede igennem. Følelsen bagefter var slående. Det var sågar på min to-do liste over ting der skulle gennemføres, inden jeg tager hjem. Den er nu overstreget med en stor fed streg. Især fordi jeg gentog succesen allerede igen dagen efter.

Uden rigtig at kunne udtale mig, da jeg stadig ikke har haft oplevelsen, tror jeg desværre ikke at det bliver Berghain og mig i denne omgang. Alle siger, at denne klub skal opleves. Og jeg vil heller ikke afvise, at det sikkert kunne være sjovt, hvis man altså bare bliver lukket ind. Og er der noget jeg hader, så er det at blive afvist fra en klub. Jeg egner mig i særdeleshed ikke til det. Selvom langt de fleste mener, at første gang skal overstås, fordi man netop bliver afvist.

I starten af sidste år fik min veninde, en tuneser og min hollandske ven en idé i rygeren på Mein Haus. Klokken var seks og aftenen var ikke slut. Jeg levede i illusionen af at mit berlinerliv kun lige var startet, og det helst skulle være så vildt som muligt, så hvorfor ikke smutte forbi denne berygtede klub, blinke kækt til dørmanden, og bagefter blive lukket ind. Jeg tror, heldigvis, vi alle have forudset, hvad der ville komme til at ske.

Og da vi endelig nåede frem, var der ingen kø. Vi mødte nogle ligeså kiksede typer som os selv, som sagde, at vi godt kunne opgive håbet. Jeg ved ikke, hvad der gjorde udfaldet, om det var min vens voldsomt slikkede hår og teltlignende dunjakke, om det var min venindes New Castle look i fuld pels, falske negle og vipper, eller om det var mig som sakkede bag ud i høje hæle let svajende på de toppede brosten, imens jeg råbte til de andre, at de skulle sænke farten. I hvert fald spottede gorillaerne i døren på kilometers afstand, at vi vidst nok skulle finde os et andet sted af gå i byen.

Og siden da er jeg ikke troppet op foran lagerbygningen mellem Ostbahnhof og Warschauerstr. igen. Ikke fordi jeg ikke tror på, at det er vildt fedt, og der sikkert findes et utal af fantastiske fester på Berghain. Men snarere nok fordi jeg simpelthen ikke er smart nok.

Plus

***At min mor idag fylder 50, og jeg startede dagen ud med at sidde med ved morgenbordet. På skype altså. Og at det egentligt er meget rart at føle, at man bare helt vildt gerne ville være hjemme og fejre hende.

***At der åbenbart idag har været en vildt lækker dj og model, som skulle se på mit værelse. Lejligheden er for første gang i seks måneder fuldstændig blæst og alle drengene kunne vist samles op i en kop efterfølgende. Utroligt hvad der skal til, for at støvsugeren bliver svunget i 80/20 kollektivet.

***At jeg i denne weekend har mandet mig så meget op, og gået igennem Görlitzer Park hele to gange. Er meget meget stolt og føler mig samtidig ret fesen over, at det bare var det.

***At jeg har fundet min nye yndlingskategori af film på Netflix. Jeg har et eller andet ret seriøst for krigsfilm.

***At det imorgen er slut med at gå, fordi jeg køber mig et månedskort og kører ubahn træt de næste 30 dage. Til gengæld er det så helt helt slut med Kauflands toogenhalv euro is med karamel og pekannød.

Minus

***At jeg nu har ventet to uger på at se fjerde afsnit af Arvingerne. Og jeg så skal vente ydeligere en dag, så jeg kan se det med min roommate.

***At Netflix desværre snart løber tør for krigsfilm.

***At jeg forleden tog hele vejen til Spreepark, men var for stor en pussy til at hoppe over hegnet og udforske den forladte forlystelsespark. Det bliver en anden gang.

***At livet som arbejdsløs også er livet uden penge, og min liste over ting jeg gerne vil nå nok skal indskrænkes en del for at blive realistisk.

***At jeg desværre om ikke så forfærdelig længe, skal hjem til matematik på b-niveau og seks kvadratmeter hos min forældre. Lejlighed søges ihærdigt og det er ikke let.

Min roommate og jeg er for tiden meget arbejdsløse og derfor også ludfattige. Derfor er der landet 6 kg røde linser i vores køkken, fra det tyrkiske marked på Maybachufer, som min roommate har sat sin lid til skal være et gennemgående tema i vores muntre køkken på Weichselstr. de næste par måneder.

Vi snakkede forleden om at hver skulle have en såkaldt linsedag og derved kokkerere et måltid, hvor røde linser skulle være hovedingrediensen. Også for at se om vi ligesom kunne få spist alle seks kilo op, inden jeg igen vender mod København og mindre linsevenlige himmelstrøg.

Derfor gav jeg mig igår i kast med en lille linsegrød, som for mig er noget, jeg ikke før har dyrket, overhovedet. I det hele taget har jeg slet ikke haft noget videre kendskab til linser af nogen art, før jeg flyttede til denne linseelskende by. For omkring seks måneder siden røg jeg dog med på bølgen, og fik en form for linseflip, kogte 500 gram og spiste grønne linser til de stod mig ud af ørerne.

Gårsdagens linsegrød var derfor en fremmedoplevelse af de mere eksotiske, og efter at have ribbet nabogrønthandlernes korianderlager og googlet mig frem til en ret pløre-alle-ingredienser-ned i-en-gryde opskrift, fik jeg bikset noget af en velling sammen. De medspisende så glade ud, og vi fik en længere samtale til at gå med, hvordan en udvikling af denne sammenklistrede masse kunne arbejdes videre på.

Og ja. Hvor lyder det dog helt enormt kernesundt, og jeg begynder at føle hippien i mig skriger efter at komme frem. Kollektiv og linsegrød. I Berlin. Hvem ved, om jeg kan toppe denne hippieoplevelse nogensinde igen. Måske næste tirsdag når den står på linsedeller efter ny og spændende opskrift.

Pt. består den meget i at gå. Og gå langt. Jeg er det nærigste menneske, jeg selv kender, når det kommer til offentlig transport, og har kun haft korte perioder i Berlin, hvor jeg har været nødsaget til at bruge mine (faktisk over gennemsnittet lange) ben. Sådan en periode er jeg i netop nu. Jeg venter lige til i næste uge med at købe et månedskort, for så holder det jo helt til jeg skal hjem, og det synes jeg selv, er ret smart.

Min rute går gerne op ad Kottbusser Damm, videre af Adalbertstr. Her mindes jeg eksempelvis den aften jeg var på vej på den ondeste punkerbar, Trinkteufel, alene. Jeg kaster et blik på tyrkerburgeren Hasir, og selvom jeg har bandlyst deres burgere, er de stadig de absolut eneste i byen, som har forstået selvdosering til deres pommes, og man derfor kan pumpe mayo eller pommes sauce ud af fem liters dunke. På venstre side ligger også Rote Rosen. 24 timers værtshus og gerne med dagligt slagsmål omkring 11-tiden. En eneste gang har jeg sat mine ben derinde med min veninde og hendes ret hardcore forældre. Vores aften sluttede ikke så længe efter, at min venindes far bare kunne ringe, hvis han havde brug for god heroin.

Krydset Oranienstr./Adalbertstr. gør noget særligt. Fx har den døgnåbne blomsterbiks flyttet corner, og huserer nu på den anden side af gaden, hvor den kan fylde dobbelt så meget. Min yndlings späti, hvor mange aftener på bænken til det billige liv er blevet tilbragt efter en fernisering eller to i det Kreuzbergske, står stadig. Der er blevet drukket mange øl lige der. Jeg mindes især en aften jeg tilfældigt passerede to danske fyre og en tysk lebbe, der havde fødselsdag, og pludselig var vi alle fire bedste venner og gav den gas med fødselsdagssange på alle sprog.

Videre ned ad Waldemarstr. hvor alt i mit berlinerliv for alvor begyndte. Jeg kigger stadig stjålent på beboerbar, som ligger i nr. 27, hvor vores udlejer ofte sad og drak øl, når han ellers havde fortalt os, at han var i Irland. Er der åbent til gården, går jeg stadig ind og leger freak. Jeg krydser videre forbi Heinrich Heine Str. som formentlig er Berlins ultimative monsterdepression. Her kan man jo passende ærgre sig over at en yndlingscafé på Kastanien Allee desværre har skiftet ejere, og alt luksus interiør blev udskiftet med hvidt læderindtræk og sponsorparasoller. Passende syntes de heller ikke, at navnet Rostätte var længere og stedet hedder nu G-punktet, og er så meget indbegrebet af dårlig smag.

Hen over en bro som jeg har glemt navnet på, men skærer så et hjørnet at Berliner Rathaus på Alexanderplatz, og passerer i denne forbindelse selvfølgelig også det uundgåelige tvtårn. Skråner ind over Hackescher Markt, hvor mange minder fra mit liv i Mitte også kommer op til overfladen. Ned ad Große Hamburger str. og så står jeg pludselig midt på Berlins aller bedste kaffebar, the Barn. Heldigt at min tidligere roommate altid står klar med en krammer, fordi den foregående tur næsten altid finder sted i støvregn og minusgrader.

Og så forleden tog jeg lige turen op ad Auguststr. og så til min frygt at en hundehalsbåndsforretning er åbnet midt i hundeluftermekkaet. Og det er der jo som sådan ikke noget galt med, desværre er det bare en jævn nedgang i gennemsnittet af casual g&t barer og fancy gallerier. Med hvad fanden. De har også åbnet et antikvariat i Linienstr. 100’s lokaler. Alt sammen fint. Men hvorfor skal man smadre den pæne nypudsede facade med et én meter kæmpeskilt i gult med titlen ‘buch’?