Berghain, det bliver nok aldrig os to

Uden rigtig at kunne udtale mig, da jeg stadig ikke har haft oplevelsen, tror jeg desværre ikke at det bliver Berghain og mig i denne omgang. Alle siger, at denne klub skal opleves. Og jeg vil heller ikke afvise, at det sikkert kunne være sjovt, hvis man altså bare bliver lukket ind. Og er der noget jeg hader, så er det at blive afvist fra en klub. Jeg egner mig i særdeleshed ikke til det. Selvom langt de fleste mener, at første gang skal overstås, fordi man netop bliver afvist.

I starten af sidste år fik min veninde, en tuneser og min hollandske ven en idé i rygeren på Mein Haus. Klokken var seks og aftenen var ikke slut. Jeg levede i illusionen af at mit berlinerliv kun lige var startet, og det helst skulle være så vildt som muligt, så hvorfor ikke smutte forbi denne berygtede klub, blinke kækt til dørmanden, og bagefter blive lukket ind. Jeg tror, heldigvis, vi alle have forudset, hvad der ville komme til at ske.

Og da vi endelig nåede frem, var der ingen kø. Vi mødte nogle ligeså kiksede typer som os selv, som sagde, at vi godt kunne opgive håbet. Jeg ved ikke, hvad der gjorde udfaldet, om det var min vens voldsomt slikkede hår og teltlignende dunjakke, om det var min venindes New Castle look i fuld pels, falske negle og vipper, eller om det var mig som sakkede bag ud i høje hæle let svajende på de toppede brosten, imens jeg råbte til de andre, at de skulle sænke farten. I hvert fald spottede gorillaerne i døren på kilometers afstand, at vi vidst nok skulle finde os et andet sted af gå i byen.

Og siden da er jeg ikke troppet op foran lagerbygningen mellem Ostbahnhof og Warschauerstr. igen. Ikke fordi jeg ikke tror på, at det er vildt fedt, og der sikkert findes et utal af fantastiske fester på Berghain. Men snarere nok fordi jeg simpelthen ikke er smart nok.