Løbeglade mænd i fyrrene

I denne weekend fandt endnu et større arrangement sted. Berlin Maraton var kilden til at 40.000 glade løbere strømmede til hovedstaden og skulle udsætte sig selv for 42,195 hæsblæsende kilometer. Utrolig mange mænd i meget korte shorts strøg derfor gennem et menneskefyldt Berlin søndag formiddag, og man må sige at Danmark var stærkt repræsenteret.

Jeg, som aldrig har været specielt løbe interesseret var pludselig blevet enormt involveret idet min løbeelskende onkel for femte gang skulle lægge sig ud med de mange kilometer. Efter fem timers søvn hentede jeg i lufthavnen, og derfra afsted til Tempelhof for at hente startnummer. Og herlighederne ville ingen ende tage. Løbestande så langt den gamle ankomsthal tillod og mænd i fyrrene så opstemte over snart at skulle bruge deres ben, at det var rigtig svært at sætte sig ind i. Også min onkel kørte flødebollesmilet på, og lignede oprigtigt en femårig i en slikbutik.

Min familie bestående af mor og far er det man kalder overordentlig usportslige. Vi har aldrig dyrket sport og min far åndede så lettet op, da min søster i 2000 viste sig ikke at være en dreng, ergo at han ikke skulle troppe op ved nogen fodboldkampe i alt slags vejr – nogensinde. Vi er i virkeligheden sådan nogen, der bare raser over at gaderne er afspærret, og det ALTID er lige den dag, vi skal noget vigtigt i bil. Bare fordi tusindevis af tosser skal ud og være forpustede.

Men mine onkler derimod. Der løbes og der løbes meget. Og gerne rigtig langt. Mærkelig nok er det hhv. min mors bror og min fars bror, som har denne helt særlige passion for at komme hurtigt afsted på to ben. De elsker løb. Og de elsker at snakke om det. Med iver i stemmen, kan man lægge ører til helhjertede beretninger om ugens løbeture, og næsten blive bidt af det. Meget kan man sige om løb, men stilfærdigt går det for sig, og man behøver ikke blande mange ind i at tage en lille tur søndag morgen.

Søndag hev jeg så min trofaste veninde med til glomaraton. Og hold da op. Store dele af Kenya løb forrest, og næsten lige i hælende min onkel. Stolt stod jeg og prøvede at fange små glimt på mit kamera, som jeg dagen inden havde fået et tiltrængt lukketidkursus i. Besværligt var det at komme frem og tilbage på cykel, da netop store dele af Berlin var lukket af. Men det lykkedes og onkel kom i mål med en fantastisk tid.

Jeg fik i løbet af weekenden flere gange af vide, at jeg nok ville blive bidt af stemningen. Sådan endte det nok egentlig også. Men desværre bliver det nok aldrig mig, det kribler i, efter at løbe over 40 kilometer på under tre timer.