21 år og 1, 2, 3 sabbatår – ups

I folkeskolen ville jeg være filminstruktør, og min studievejleder lallede igennem vores samtaler kvidrende om hvorvidt hun syntes det lød spændende. Ja ja. Det gjorde det vel nok, men hun havde ikke nogen videre idéer til hvordan, jeg skulle udvikle min plan. Så kom jeg i gymnasiet og var ikke fast besluttet på noget som helst. I tre år spurgte folk ofte, hvad jeg ville, når jeg blev voksen, men selvom folk måske forventede et svar, hang de sig ikke yderligere i detaljer, når jeg sagde, at der var længe til at beslutningen skulle træffes. I gymnasiet var man i en beskyttet bobble. Beskyttet fra omverdenen og ikke mindst folks farlige travlhed med hvad ens videre liv skulle bringe.

Så indtraf første sabbatår. At være uvidende var på vippen. Om ikke andet havde jeg forlængst besluttet mig for at det var noget, som var kommet for at blive. Jeg skulle minimum holde to sabbatår, og den skulle ikke have for lidt. Da sommeren mellem første og andet sabbatår løb at stablen blev jeg endnu engang konfronteret med min fremtid, og på daværende tidspunkt havde jeg svært ved at se mig selv i noget som helst. Voksne mennesker i mit liv kaldte mig uengageret og formanede mig om at en plan var vigtig her i livet. Jeg var ikke i tvivl om, at de havde ret, men for søren hvor var det trættende igen og igen at skulle lægge øre til, at man spildte sit liv, når man ikke studerede.

Inden jeg tog til Berlin, fik jeg faktisk stablet noget på benene. Jeg ville søge en uddannelse, som jeg var næsten 100 procent sikker på, jeg ville komme ind på. Så snart man havde et svar til folk, var det som om, de stak piben ind og accepterede situationen, også selvom jeg ikke skulle sidde fem år på jurabænken. Jeg var sikker indtil jeg en dag tog hjem, og kloge mennesker der havde lyttet efter, når studievejlederen havde snakket, lige informerede mig om, at jeg ikke ville komme ind på min bachelor. At have dumpet matematik, er ikke noget jeg vil anbefale nogen. Nøj hvor er det besværligt. Og det betød desværre også, at selvom jeg ville søge kvote 2, kunne jeg i hvert fald godt skyde en hvid pil efter noget som helst, for matematik var desværre et must.

Dette klarsyn resulterede så i tredje sabbatår. Det var ikke meningen i begyndelsen. På den ene side, tog jeg det ikke så tungt, på den anden side ville jeg gerne hjem og være glad studerende i København med lejlighed og masser af venner. Berlin var jo ikke det værste tilholdssted, og det er som om, at det ligesom er i orden ikke at studere, med eller uden plan, så længe man opholder sig udenbys.

Sabbatårs- og forventningskarrusellen er ikke overstået. Endnu. Overalt presser der sig forventninger ind fra familie, omgangskreds og samfundet. Jeg bliver tit forvirret og prøver at holde hovedet koldt. Men det er svært. Jeg er 21 år, og har en plan, som formentlig snart går i vasken. Min store frygt er nemlig at påbegynde den uddannelse jeg så gerne vil læse, for så at finde ud af at det bare slet ikke fungerer. Dertil igen at skulle høre på, at jeg spilder mit liv, for fire sabbatår er slet slet ikke på tale.

På mange måder kan jeg også bare lytte til mig selv. Det vigtigste er vel, at man er glad, i det man laver. Med eller uden uddannelse. Og så er tre sabbatår i grunden ingenting.