I denne weekend fandt endnu et større arrangement sted. Berlin Maraton var kilden til at 40.000 glade løbere strømmede til hovedstaden og skulle udsætte sig selv for 42,195 hæsblæsende kilometer. Utrolig mange mænd i meget korte shorts strøg derfor gennem et menneskefyldt Berlin søndag formiddag, og man må sige at Danmark var stærkt repræsenteret.

Jeg, som aldrig har været specielt løbe interesseret var pludselig blevet enormt involveret idet min løbeelskende onkel for femte gang skulle lægge sig ud med de mange kilometer. Efter fem timers søvn hentede jeg i lufthavnen, og derfra afsted til Tempelhof for at hente startnummer. Og herlighederne ville ingen ende tage. Løbestande så langt den gamle ankomsthal tillod og mænd i fyrrene så opstemte over snart at skulle bruge deres ben, at det var rigtig svært at sætte sig ind i. Også min onkel kørte flødebollesmilet på, og lignede oprigtigt en femårig i en slikbutik.

Min familie bestående af mor og far er det man kalder overordentlig usportslige. Vi har aldrig dyrket sport og min far åndede så lettet op, da min søster i 2000 viste sig ikke at være en dreng, ergo at han ikke skulle troppe op ved nogen fodboldkampe i alt slags vejr – nogensinde. Vi er i virkeligheden sådan nogen, der bare raser over at gaderne er afspærret, og det ALTID er lige den dag, vi skal noget vigtigt i bil. Bare fordi tusindevis af tosser skal ud og være forpustede.

Men mine onkler derimod. Der løbes og der løbes meget. Og gerne rigtig langt. Mærkelig nok er det hhv. min mors bror og min fars bror, som har denne helt særlige passion for at komme hurtigt afsted på to ben. De elsker løb. Og de elsker at snakke om det. Med iver i stemmen, kan man lægge ører til helhjertede beretninger om ugens løbeture, og næsten blive bidt af det. Meget kan man sige om løb, men stilfærdigt går det for sig, og man behøver ikke blande mange ind i at tage en lille tur søndag morgen.

Søndag hev jeg så min trofaste veninde med til glomaraton. Og hold da op. Store dele af Kenya løb forrest, og næsten lige i hælende min onkel. Stolt stod jeg og prøvede at fange små glimt på mit kamera, som jeg dagen inden havde fået et tiltrængt lukketidkursus i. Besværligt var det at komme frem og tilbage på cykel, da netop store dele af Berlin var lukket af. Men det lykkedes og onkel kom i mål med en fantastisk tid.

Jeg fik i løbet af weekenden flere gange af vide, at jeg nok ville blive bidt af stemningen. Sådan endte det nok egentlig også. Men desværre bliver det nok aldrig mig, det kribler i, efter at løbe over 40 kilometer på under tre timer.

I folkeskolen ville jeg være filminstruktør, og min studievejleder lallede igennem vores samtaler kvidrende om hvorvidt hun syntes det lød spændende. Ja ja. Det gjorde det vel nok, men hun havde ikke nogen videre idéer til hvordan, jeg skulle udvikle min plan. Så kom jeg i gymnasiet og var ikke fast besluttet på noget som helst. I tre år spurgte folk ofte, hvad jeg ville, når jeg blev voksen, men selvom folk måske forventede et svar, hang de sig ikke yderligere i detaljer, når jeg sagde, at der var længe til at beslutningen skulle træffes. I gymnasiet var man i en beskyttet bobble. Beskyttet fra omverdenen og ikke mindst folks farlige travlhed med hvad ens videre liv skulle bringe.

Så indtraf første sabbatår. At være uvidende var på vippen. Om ikke andet havde jeg forlængst besluttet mig for at det var noget, som var kommet for at blive. Jeg skulle minimum holde to sabbatår, og den skulle ikke have for lidt. Da sommeren mellem første og andet sabbatår løb at stablen blev jeg endnu engang konfronteret med min fremtid, og på daværende tidspunkt havde jeg svært ved at se mig selv i noget som helst. Voksne mennesker i mit liv kaldte mig uengageret og formanede mig om at en plan var vigtig her i livet. Jeg var ikke i tvivl om, at de havde ret, men for søren hvor var det trættende igen og igen at skulle lægge øre til, at man spildte sit liv, når man ikke studerede.

Inden jeg tog til Berlin, fik jeg faktisk stablet noget på benene. Jeg ville søge en uddannelse, som jeg var næsten 100 procent sikker på, jeg ville komme ind på. Så snart man havde et svar til folk, var det som om, de stak piben ind og accepterede situationen, også selvom jeg ikke skulle sidde fem år på jurabænken. Jeg var sikker indtil jeg en dag tog hjem, og kloge mennesker der havde lyttet efter, når studievejlederen havde snakket, lige informerede mig om, at jeg ikke ville komme ind på min bachelor. At have dumpet matematik, er ikke noget jeg vil anbefale nogen. Nøj hvor er det besværligt. Og det betød desværre også, at selvom jeg ville søge kvote 2, kunne jeg i hvert fald godt skyde en hvid pil efter noget som helst, for matematik var desværre et must.

Dette klarsyn resulterede så i tredje sabbatår. Det var ikke meningen i begyndelsen. På den ene side, tog jeg det ikke så tungt, på den anden side ville jeg gerne hjem og være glad studerende i København med lejlighed og masser af venner. Berlin var jo ikke det værste tilholdssted, og det er som om, at det ligesom er i orden ikke at studere, med eller uden plan, så længe man opholder sig udenbys.

Sabbatårs- og forventningskarrusellen er ikke overstået. Endnu. Overalt presser der sig forventninger ind fra familie, omgangskreds og samfundet. Jeg bliver tit forvirret og prøver at holde hovedet koldt. Men det er svært. Jeg er 21 år, og har en plan, som formentlig snart går i vasken. Min store frygt er nemlig at påbegynde den uddannelse jeg så gerne vil læse, for så at finde ud af at det bare slet ikke fungerer. Dertil igen at skulle høre på, at jeg spilder mit liv, for fire sabbatår er slet slet ikke på tale.

På mange måder kan jeg også bare lytte til mig selv. Det vigtigste er vel, at man er glad, i det man laver. Med eller uden uddannelse. Og så er tre sabbatår i grunden ingenting.

Hver tordag er der streetfoodarrangement i Kreuzberg. Her bliver utrolig mange mennesker presset sammen på meget lidt plads til, tør jeg hilse og sige, noget af et feast. Min tidligere roomie og jeg var i vinter ret store tilhængere af konceptet, og kom der glædelig hver torsdag 12 uger i træk. Det tog lige nøjagtigt 14 minutter i raskt trav ned ad Waldemarstr. til man pludselig stod midt i et mekka af mad fra alle verdenshjørner. Heriblandt nudelsvingende asiatere, tynde piger med cheesecake, selvhøjtidelige ostemænd og snobbede sommelier. Men der var også en helt speciel stemning. Folk kom for at smage noget, de ikke havde smagt før, drikke et glas vin, og nyde at weekenden var lige rundt om hjørnet.

Forleden dag så jeg så et billede, og kom sådan til at savne lagerhallen på Eisenbahnstr. Over foråret og sommeren har jeg sådan forsømt streetfooden, og nu fik jeg sådan lyst til at sæsonen startede igen. Min veninde og jeg drog derfor afsted igår, og der var ikke et øje tørt. Vi tog den klassiske runde. Lagde mærke til at asiaterne stadig slog nudler ud med deres bare næver, tyrkerne havde sat deres vegetar platte op med 50 cent og at Five Elephants cheesecake igen igen var udsolgt før 20.30.

Vi er som regel ikke bange for at prøve noget nyt. Også selvom min veninde holder fast på en beefburger med vildt, og jeg som regel helst slår et smut forbi tyrkerne. Men igår sluttede vi os til den længste kø ved arrangementet og fik en ret så spændende oplevelse for 8 euro og 15 minutters ventetid. Fräulein Kimchi leverede aftensmaden i form af innovativ burgerbolle lavet af stegte nudler, hertil beef af en art, formentlig okse, noget rucola, lidt ost og lidt mere der mest af alt mindede mig om rødkål. Et projekt blev det i hvert fald, da to gange nudel bunde med fyld skulle indtages. Det var ikke nemt med den dertilhørende plastikgaffel.

Vejret er blevet rigtig gråt og koldt i denne by med fastlandsklima. Det er september, men sommeren er vist smuttet uden planer om at komme tilbage før 2015. Og med vinteren kommer depressionen. Til nogen i hvert fald. Jeg håber, jeg kan styre udenom. Markthalle bliver helt sikkert en fast plan om torsdagen igen, for nu er Markthalle sæsonen gået ind, og jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at blive kulinarisk udfordret over dette efterår.

Markthalle er min ven!

At komme hjem til kollektiv og pludselig møde alle foran indgang til eget værelse. Pludselig indskydelse at tage et familiebillede, hvor alle, virkelig alle, ligner noget der burde genovervejes til en kontrakt med modelbureauet Scoop. Men ingen klager over, at det bør tages om. De andre laver grimasser, mens jeg akavet prøver at se anstændig ud. Som ofte før set, failer det af mig, men resten har heldigvis bakket op på sidelinjen, så jeg er ikke alene. Forskellen er bare, at jeg prøver at se godt ud, det gør de ikke. Semi uheldigt.

At roomie 1 glædeligt har medbragt Bong fra barndomshjemmet i Herning og ivrigt sætter projektet i system for at vise hvordan man fyrer op for sådan en. Alt imens ser roomie 2 til fra den røde lædersofa, hun har kastet sine tømmermænd udover i dagens anledning. Hun erklærer at hun ikke har gjort den slags siden hun var 16, og roomie 3 nikker med et “Nope. Not the last five years”.

Tinder bliver bragt på banen og roomie 2 kaster sig over min telefon og er underholdt i timer, imens roomie 1 geninstallerer app og også er godt beskæftiget, selvom der bliver klaget over, at typerne er for unge (hallo, du er 20?!). Klimaks opnås da roomie 2 fra undertegnedes telefon liker roomie 3. Ellers er de fleste bare creeps.

Jeg elsker virkelig min lejlighed når roomie 3 og roomie 4 uden videre opfordring har plantet et ekstra køleskab i køkkenet. Nogen gør noget helt uden at blive bedt om det. Jeg selv, har i denne weekend hasteindkøbt badeforhæng efter at være jævnt træt af at stirre ind i orange udefinerbare skjolder hver gang man prøver at gøre et ihærdigt forsøg på at blive ren. Nu kan vi både føle os rene, og måske få gjort en ende på roomie 5 som formentlig lever i vores nuværende køleskab. Glæder mig så ikke til at møde det liv der leves derinde, hvis man graver dybt nok.

Senere kommer jeg hjem og roomie 2 er sulten. Der drømmes om alt på dåse. Især champinon. Jeg foreslår at lave mad. Samme ret bare fra bunden og med ægte krydderier. Forslag bliver godtaget, og jeg står for første gang ved gryderne i kollerens køkken. Efter lidt for meget stivelse med tomatsauce kradser roomie 1 på den røde lædersofa. Roomie 2 kravler også ud i gangen for at slå mave. Jeg maser mig ind i midten, og så er der dessert i form at Marsis.

Lige nu er lykken min lejlighed, og hvem ved, inden vi ser os om, lever vi måske i Bo Bedre, og det kostede kun et smut til IKEA og et ekstra køleskab.

Kæmpe smil

***At jeg har lanceret begrebet joggingonsdag. Eftersom der er en svensker på mit arbejde som dagligt dyrker den komfortable buks, har jeg besluttet mig for at hylde ham hver onsdag. Det har taget en drejning i en sådan retning, at ingen havde set den komme. Der bliver langet en del håndtegn, og alt slutter på yoyo. Også vores kære chef er blevet noget så god til at sige ord som “swag” og “wassup” mens han med velovervejet spaghettiarm kaster et håndtegn ud i kontorlandskabet, som jeg så griber. Mit yndlings koncept pt.
***At jeg forleden græd af grin med mine kollegaer over alt for meget ost og rødvin. Og måtte slå mave flere gange, indtil jeg brød min kold før 12 titel og faldt i søvn 00.03.
***At jeg skal hjælpe min nye veninde med at skrive en opgave, fordi hun har læst min blog, og kan lide min skrivestil.
***At Above på Kastanien Allee stadig forhandler de eneste bukser jeg orker at købe, fordi jeg efter tre år nu godt ved hvilken model jeg skal bruge, og derfor ikke behøver at prøve dem, men bare gå ind i butikken og køre kortet.
***At jeg bor farligt tæt på virkelig god morgenmad. De kan både pochere æg og lave luksus pandekager. Til gengæld er deres kaffe ikke så art.
***At denne her weekend har været stopfyldt med så meget overskud, at det ikke er til lige at sige, hvor det kom fra. Eller om det kommer igen. Kan man opbruge sin overskudskvote?

Dyb indånding

***At man skrubber badekaret for så at vende tilbage en times tid efter, og finde en halv hårpragt fra en roomie. Det gode ved det er, at jeg ikke ved hvem af dem det er.
***At manden i butikken med et ret foraget blik spørger, om ikke de bukser jeg nu har købt de sidste tre år skal prøves. Svaret er nej. Jeg bruger stadig L. Behøver vi at køre mere i det?
***At jeg igår ryddede op i alt mit lort. Smed 30 jobansøgninger ud og fandt en stavefejl. Guess why I didn’t get another job? Derudover er det alligevel ret fantastisk, hvordan det er lykkedes mig, at samle så meget skrammel på knap ni måneder.
***At besøge Görlitzer Park selv i fuld dagslys en søndag. Hvor er min sejhed forsvundet hen? Simplelthen for mange spændende ting at købe der. Opførte mig som en på 12, og gik en bue uden om, da jeg skulle den anden vej.
***At tage på Room77 og være overbevist om at have skudt papegøjen. Ende med en halvflad fornøjelse og 1200 kalorier rigere, dog 15 euro fattigere. Det skulle ellers være så godt. Det var det ikke.