En vaskeægte første gang

Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg får grejet en blog til at blive noget, jeg selv ville gide at læse. For mig skal en blog, som jeg i virkeligheden gider at bruge min tid på, handle om små og store ting i hverdagen, ting man kan relatere til, grine over eller med, om ikke andet, ting man kan genkende i eget sit liv. Og ligegyldig hvordan jeg vender og drejer det, har jeg på fornemmelsen, at jeg vil blive akavet over det jeg skriver i mit første oplæg her. Derfor har jeg tænkt meget over det, og er langt om længe blevet enig med mig selv i, at jeg ligeså godt kan starte med at fortælle, at det jeg frygter, nok aller mest er, ”den første gang”.

Jeg er 21 år, for tiden i job, men i virkeligheden evig sabbatårsholder og bosiddende i Berlin. Jeg kan godt lide at skrive, og gør det både med og uden henblik på, at nogen skal læse det. Jeg elsker at underholde og snakke. Også gerne om mig selv. Dertil prøver jeg at gøre en kunst i, at selv de mindste ting kan blive sjove og sjovere. Det er som udgangspunkt også det, I skal opleve her.

Jeg har stilt mig selv en del spørgsmål i forbindelse med denne første udgivelse på en blog, som jeg nu skal til at passe. Spørgsmålene har som nok mere eller mindre været en række forhindringer til ikke at komme igang. Og så forleden dag, kom mit orakel, i daglige forbindelser og på papiret, min kusine, og sagde, at nu var det nok. Jeg skulle stoppe med dårlige undskyldninger og bare skrive, for det var det, jeg i virkeligheden godt kunne lide.

Så rigtig hjertelig velkommen til min første gang, som blogger, jeg håber, at I vil synes, det er ligeså sjovt som jeg gør, for det her gør i hvert fald mig glad.

Kærligst

Nicoline