Neukölln, mit nye hood

Efter en uge i mit nye hood Neukölln, kan jeg vel i grunden godt skrive lidt hjem om det. Weischelstrasse 61 byder velkommen med en fire kvadratmeter måtte i opgangen med netop samme velkomst tekst og dertil pletter på kokostæppet hele vejen op til første. Jeg har endnu ikke begivet mig længere end min egen etage. Til gengæld har jeg bevæget mig over på den anden side af gaden og ind i ‘den falske Netto’, også kaldet Discount Netto. De har alt hvad hjertet kan begære og også en flaskeindlevering som foregår manuelt, hvis man afleverer glasflasker. Ja tak. Desværre lever udvalget af gedeost ikke helt op til min forventning, men heldigvis har jeg fundet en løsning på dette. Den hedder Kaufland og er det største supermarked, jeg længe har været i. Hertil er gedeost situationen reddet, og jeg sover roligt om natten.

 
Hermannplatz har alt hvad et tømmermandshjerte kan begære. Mac Donalds, Subway og ikke mindst twisted icecream som smager lidt af vand. Hertil er der dönerkebab og shishabarer så langt øjet rækker ned af Sonnen Allee og mod horisonten. Pulsende på shishas sidder store dele af tyrkiet og funderer over livet eller hvilken farve undertøj der gemmer sig under dit tøj. Sjovt er det i hvert fald, som man kan gå i sin egen verden uden makeup, med briller og fedtet hår, og stadig blive passet op af mænd som synes man bare lige skal vide, at man altså er sehr schön. Jeg er stadig dårlig til at håndtere det. Så alt imens Medina overdøver deres halvhjertede forsøg på at bejle, spiller jeg ligeglad med resten af verden, og ser ligeså sur ud, som da jeg dansede på kulørbar i 9. klasse. Jeg har senere erfaret, at min bedste måde ikke at føle mig usikker på, er bare at se ud som om jeg ikke rigtig giver noget for nogen. Det virker både mellem tyrkerne og den gang i sexydays på kulørbar. Folk tør ikke rigtig at henvende sig.

 
Neukölln, tyrkerne og jeg skal i hvert fald nok komme godt ud af det med hinanden. Og mine roomies. Søde typer med hang til langt hår, lp’er og frysepizzaer. Opvasken passer sig selv sammen med indholdet af køleskabet. Graver man dybt nok finder man formentlig liv derinde. Forleden blev jeg en del af rengøringsplanen. Den går til december, så nu ved jeg da lige hvad jeg skal foretage mig i alle døgnets vågne timer, hvis der skal gøres nogen forhåbninger om at kalde stedet rent. Men jeg kan samtidig mærke at jeg bliver mindre og mindre sart for hver dag der går, og det er spændende. Jeg havde godt nok lige gæster i weekenden, som gerne ville ligge med deres beskidte ubahn busker i min seng. Det er stadig et nogo. Og da min venindes sorte sorte Birkenstock fødder sneg sig op på mit hvide lagen, satte jeg også min rene fod i gulvet og protesterede imod. Men når de lange hår i badekarret ikke er mine, og ikke er blevet fjernet kan man trække på skuldrene eller løbe skrigende bort. Jeg er begyndt at samle dem op. Mest fordi jeg ved, jeg skal vente jævnt længe, hvis det skal ske af sig selv.