Den arbejdsløse tilværelse

Pt. består den meget i at gå. Og gå langt. Jeg er det nærigste menneske, jeg selv kender, når det kommer til offentlig transport, og har kun haft korte perioder i Berlin, hvor jeg har været nødsaget til at bruge mine (faktisk over gennemsnittet lange) ben. Sådan en periode er jeg i netop nu. Jeg venter lige til i næste uge med at købe et månedskort, for så holder det jo helt til jeg skal hjem, og det synes jeg selv, er ret smart.

Min rute går gerne op ad Kottbusser Damm, videre af Adalbertstr. Her mindes jeg eksempelvis den aften jeg var på vej på den ondeste punkerbar, Trinkteufel, alene. Jeg kaster et blik på tyrkerburgeren Hasir, og selvom jeg har bandlyst deres burgere, er de stadig de absolut eneste i byen, som har forstået selvdosering til deres pommes, og man derfor kan pumpe mayo eller pommes sauce ud af fem liters dunke. På venstre side ligger også Rote Rosen. 24 timers værtshus og gerne med dagligt slagsmål omkring 11-tiden. En eneste gang har jeg sat mine ben derinde med min veninde og hendes ret hardcore forældre. Vores aften sluttede ikke så længe efter, at min venindes far bare kunne ringe, hvis han havde brug for god heroin.

Krydset Oranienstr./Adalbertstr. gør noget særligt. Fx har den døgnåbne blomsterbiks flyttet corner, og huserer nu på den anden side af gaden, hvor den kan fylde dobbelt så meget. Min yndlings späti, hvor mange aftener på bænken til det billige liv er blevet tilbragt efter en fernisering eller to i det Kreuzbergske, står stadig. Der er blevet drukket mange øl lige der. Jeg mindes især en aften jeg tilfældigt passerede to danske fyre og en tysk lebbe, der havde fødselsdag, og pludselig var vi alle fire bedste venner og gav den gas med fødselsdagssange på alle sprog.

Videre ned ad Waldemarstr. hvor alt i mit berlinerliv for alvor begyndte. Jeg kigger stadig stjålent på beboerbar, som ligger i nr. 27, hvor vores udlejer ofte sad og drak øl, når han ellers havde fortalt os, at han var i Irland. Er der åbent til gården, går jeg stadig ind og leger freak. Jeg krydser videre forbi Heinrich Heine Str. som formentlig er Berlins ultimative monsterdepression. Her kan man jo passende ærgre sig over at en yndlingscafé på Kastanien Allee desværre har skiftet ejere, og alt luksus interiør blev udskiftet med hvidt læderindtræk og sponsorparasoller. Passende syntes de heller ikke, at navnet Rostätte var længere og stedet hedder nu G-punktet, og er så meget indbegrebet af dårlig smag.

Hen over en bro som jeg har glemt navnet på, men skærer så et hjørnet at Berliner Rathaus på Alexanderplatz, og passerer i denne forbindelse selvfølgelig også det uundgåelige tvtårn. Skråner ind over Hackescher Markt, hvor mange minder fra mit liv i Mitte også kommer op til overfladen. Ned ad Große Hamburger str. og så står jeg pludselig midt på Berlins aller bedste kaffebar, the Barn. Heldigt at min tidligere roommate altid står klar med en krammer, fordi den foregående tur næsten altid finder sted i støvregn og minusgrader.

Og så forleden tog jeg lige turen op ad Auguststr. og så til min frygt at en hundehalsbåndsforretning er åbnet midt i hundeluftermekkaet. Og det er der jo som sådan ikke noget galt med, desværre er det bare en jævn nedgang i gennemsnittet af casual g&t barer og fancy gallerier. Med hvad fanden. De har også åbnet et antikvariat i Linienstr. 100’s lokaler. Alt sammen fint. Men hvorfor skal man smadre den pæne nypudsede facade med et én meter kæmpeskilt i gult med titlen ‘buch’?