Den hvide mand på udebane

Igår var jeg på restaurant med min veninde og tidligere kollega. Jeg fik anbefalet stedet Long March Canteen og tjekkede menuen. Det så rimelig tilforladeligt ud til mit 10 euros dagsbudget, og jeg tænkte, at jeg kunne snuppe en kylling med noget chili og peanut. Jeg har en dårlig vane med at kigge på menukortet hjemmefra, istedet for bare at være spontan i øjeblikket hvor bestillingen foregår. Men på denne måde, kan man sige at man sparer tjeneren og sig selv for en masse tid med bladibla frem og tilbage, hvis man fx har valgt på forhånd. Dertil kan man så også glæde sig hele dagen over, hvilket måltid der venter senere på dagen.

Vi ankom til overordentligt fancy sted med garderobe og type til at tage imod og overvåge H&M divided jakke i de 75 minutter det tog at blive sat på prøve af kinesisk fusions køkken. Ved stort rundt bord med plads til alle de 12 venner, vi ikke havde medbragt, blev vi placeret, og fik ellers stukket et alen langt menukort i hånden. Og meget hurtigt gik det op for mig, at de seksogenhalv euro jeg havde tænkt mig at spendere, nok skulle tredobles, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at blive lukket ind bag de sorte gardiner på Wrangler str. igen.

Menuen var sammensat af mange små retter, og jeg var forvirret fra start over konceptet. Vi bestilte noget forskelligt og da tjeneren kom med en tallerken med friturestegte andetunger, og gav kursus i hvordan de skulle spises, var jeg for alvor ved at falde ned ad den røde designer stol. Min veninde sagde godt nok, at hun havde studset over hvilken legemsdel det var, men alligevel ikke bidt nok mærke i det, til at hun lige ville bestille noget andet. Jeg ved ikke, om jeg vil være den, som har spist en ands tunge i friture, men det er jeg altså nu. Og faktisk smagte det også overraskende godt.

Da jeg for to år siden turnerede rundt i Sydøstasien, var min ven og jeg ofte på udebane. Især den dag min ven stolt gik ind i en 7/11 butik i Thailand, lagde håndfladerne mod hinanden og højt sagde, “Kampong Cham”, hvorefter han kom tilbage og undrede sig over, at ekspedienten ikke havde gengældt hans hilsen. Dette var givet vis fordi “Kampong Cham” ikke var en hilsen på thailandsk men derimod en netop besøgt by i Cambodia. Og det var lidt sådan jeg også følte det igår. Enormt meget på udebane.
Den hvide mand blev overordentligt udfordret.