Spadag med overskud

Forleden var det min tredje dag som arbejdsløs i Berlin. Dagen begyndte med en lækker cykeltur til Mitte. Seks kilometer lyder ikke af meget, men i støvregn og på Das Grüne Lyne er der ikke meget at råbe hurra for. Das Grüne og jeg er i hvert fald ikke venner længere, og der går nok desværre ret længe, før vi genoptager samarbejdet. Derudover havde jeg løbende mascara til navlen og en smule ondt i alle lemmer, fordi den cykel simpelthen er et levn fra DDR.

Vi kaldte dagen idag for en rigtig wellness dag, og startede derfor på Zeit Für Brot, hvor normale overskudsmorgener har det med at løbe af stablen. En käseteller og en kaffe og en sagte lyd af engle der sang. Det var i hvert fald lidt sådan, det føltes. Efter dette feast var indtaget, smuttede vi ned ad gaden til endnu mere velvære. Unicut, drop in frissen på Rosenthaler er indbegrebet af den luksus, vi ofte savner i hverdagen.

Der er nemlig intet som at trække et nummer, og derefter henslænge sig i de røde lædersofaer, og forhåbentlig ikke risikere at typen der lige akkurat er kommet før en skal have farvet, vasket, klippet og permanentet. Efter min veninde på magisk vis og 40 minutter gik fra blondine til brunette, var det min tur. Tyrker frisør, af den mere råbende slags, tog sig af mine lokker, mens han vendte verdenssituationen, på tyrkisk naturligvis, med sin fætter. Han smilede dog bare venligt, da han chargede mig syv euro mere for at klippe 10 centimeter højere oppe istedet for de fem som åbenbart var standarden. Man bliver jo røvet. Jeg mener, selve seancen tog jo stadig ikke mere end fire minutter, ligegyldig hvordan han havde tænkt sig at klippe?!

Og da garnet så var blevet klippet til en økonomisk ryst-på-plads, var der sådan en ægte feel good velvære stemning over at få stukket en hårtørrer i hånden, og et værsgo at ordne resten selv. Og det er derfor, vi kalder netop disse dage for spadage. Først at gennemgå moderne tortur når håret skal vaskes, og man derfor er nødt til at lægge nakken tilbage i verdens måske aller mest ubehagelige frisørvask, og derefter at lægge øre til verdenssituationer på meget fremmede sprog, for så til sidst at skulle betale overpris efter man selv har fået lov at tørre håret.

Måske skulle jeg bare en dag undvære mig selv og mit hår en lidt mere passioneret frisør.