Røde linser

Min roommate og jeg er for tiden meget arbejdsløse og derfor også ludfattige. Derfor er der landet 6 kg røde linser i vores køkken, fra det tyrkiske marked på Maybachufer, som min roommate har sat sin lid til skal være et gennemgående tema i vores muntre køkken på Weichselstr. de næste par måneder.

Vi snakkede forleden om at hver skulle have en såkaldt linsedag og derved kokkerere et måltid, hvor røde linser skulle være hovedingrediensen. Også for at se om vi ligesom kunne få spist alle seks kilo op, inden jeg igen vender mod København og mindre linsevenlige himmelstrøg.

Derfor gav jeg mig igår i kast med en lille linsegrød, som for mig er noget, jeg ikke før har dyrket, overhovedet. I det hele taget har jeg slet ikke haft noget videre kendskab til linser af nogen art, før jeg flyttede til denne linseelskende by. For omkring seks måneder siden røg jeg dog med på bølgen, og fik en form for linseflip, kogte 500 gram og spiste grønne linser til de stod mig ud af ørerne.

Gårsdagens linsegrød var derfor en fremmedoplevelse af de mere eksotiske, og efter at have ribbet nabogrønthandlernes korianderlager og googlet mig frem til en ret pløre-alle-ingredienser-ned i-en-gryde opskrift, fik jeg bikset noget af en velling sammen. De medspisende så glade ud, og vi fik en længere samtale til at gå med, hvordan en udvikling af denne sammenklistrede masse kunne arbejdes videre på.

Og ja. Hvor lyder det dog helt enormt kernesundt, og jeg begynder at føle hippien i mig skriger efter at komme frem. Kollektiv og linsegrød. I Berlin. Hvem ved, om jeg kan toppe denne hippieoplevelse nogensinde igen. Måske næste tirsdag når den står på linsedeller efter ny og spændende opskrift.