Kollerens køkken

Det er efterhånden noget, jeg har nævnt i mange sammenhænge. Jeg har et elske/hade forhold til stedet, men vi er klart blevet meget bedre venner siden jeg flyttede ind den 1. september. Jeg er blevet langt mere tryg og overbærende overfor de mørkegrønne omgivelser, som danner rammen om det man netop kalder et køkken. Nu kan jeg kigge rundt og elske detaljerne istedet for at være bange for, hvor jeg placerer mit korpus.

Mit første møde med kollerens køkken var som gæst. Jeg husker tydeligt, at jeg kiggede rundt og tænkte, ‘hvor er jeg glad for, at det ikke er mig der bor her’. Snavset service og madrester på alle overflader. Godt nok var der ikke meget køkkenbordsplads, men den der var, var så tilgengæld mokket til med ting der burde vaskes op. Man fik sådan en lyst til at tage en tørn og forære lejligheden noget overskud, nogen gummihandsker og en dunk ajax.

Så flyttede jeg ind og opgav ligeså stille håbet om at holde arealet rent i mere en 24 timer ad gangen, og det kun vist folk ikke var hjemme. Samtidig lykkedes det mig ikke at sætte mange måltider til livs i køkkenet. Faktisk slet ikke at have mad på matriklen. Og på den måde endte jeg med at spise ude hver dag og indtage dagens første to måltider på arbejdet, og det gik sådan set ret okay.

Nu bliver hver en euro vendt, og der bliver kokkereret en del flere måltider i det grønne område. Jeg har fået et langt bedre forhold til fællesarealet og føler mig rigtig godt tilpas derude. Det er bestemt ikke mig der gør mest rent længere, men det betyder heller ikke ret meget. Faktisk bestemmer man fuldstændig selv slagets gang i kollerens køkken. Skal der være rent, kan man jo bare gøre det.