Kollerens køkken

Løbe, løbe

Som før antydet er jeg jo desværre ikke den store sportsudøver. I perioder har jeg svedt tran i fitness og tænkt, at jeg endelig har fundet mit kald, men ligeså hurtigt som det er opstået, er interessen forsvundet igen.

Da jeg flyttede til Berlin i januar 2014 flyttede mine løbesko også med. Ideen var at de skulle bruges, men undskyldningerne hobede sig op, og de blev brugt en enkelt gang, i løbet af det forgangne år, af min kusine, hvis egne sko gnavede og hun derfor måtte ty til de hvide Nike med pink detaljer på en søndagstur i Mauerpark. 

Hver gang jeg er stødt på løbeskoene i mit skab eller under flytning, har det næret mig, at jeg ikke har brugt dem en eneste gang i dette land. Til gengæld har jeg bevidst ladet dem blive hjemme i Tyskland hver gang jeg har taget ting med til København og det samme med resten af mit ikkeeksisterende løbegear. Bare som en lille reminder til, at det altså stadig ikke er for sent at tage sig en lille lunter på de to ben, man nu engang er skabt med. 

Og så forleden tog jeg mig gevaldigt sammen. Den aller største sejr var jo i virkeligheden bare at komme ned på gaden og løbe rundt om blokken. Og jeg var heller ikke spor overrasket, da jeg efter 25 meter var ved at opgive, og fuldstændig violet i bærret, troede at jeg skulle dø i en alder af 21. 

Min veninde og jeg blev forleden enige om, at vi ikke er jordens største konkurrencemennesker. Dette konkludere vi over et spil mikado og fastslog i samme forbindelse også at karakterne i gymnasiet nok var blevet en del højere, hvis vi havde været lidt gladere for at konkurrere. Jeg konkurrerer ikke, hvis jeg kan blive fri, medmindre det er med mig selv og mine egne mål.

Derfor er jeg egentlig ret stolt over, at hver gang jeg nu løber, løber lidt længere end den forrige tur. Og hold kæft hvor er jeg ikke fan af sporten, men for satan hvor bliver man glad, når man endelig er i mål med en lidt længere distance eller en lidt bedre tid og puster og pruster foran egen opgang.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kollerens køkken